Lydighed

Lydighed er en hundesport hvor hund og fører udfører en række fastlagte øvelser. Det kan f.eks. være indkald hvor hunden lærer at komme når der bliver kaldt - "lineføring" hvor hunden lærer at gå pænt i line ved siden af føreren - "apport" hvor hunden lærer at hente en bestemt genstand eller "næseprøve" hvor hunden skal finde en genstand med førerens fært på. Lydighed er en sjov aktivitet, der øger samarbejdet med dig og din hund. Målet med lydighed er at få en glad, samarbejdsvillig og opmærksom hund.

I Dansk Kennel Klubs lydighedsprogram (kaldet LP) kan du gå til prøve i 4 klasser. Klasse 1 er den letteste derefter følger klasse 2, 3 og eliteklassen. I hver klasse er der et bestemt pointtal din hund skal opnå for, at kunne rykke op i en højere klasse. Dommeren giver point efter en skala fra 1 - 10. Hvis du er rykket op i klasse 3 og har klaret denne klasse 3 gange, bliver din hund Dansk Lydighedschampion. Der er også en række konkurrencer f.eks. Danmarksmesterskabet, Årets hund samt mesterskaber i DKK’s kredse.


DcH (Dansk Civil Hundeførerforening) har også et lydighedsprogram, hvor man lærer at arbejde sammen med sin hund. I de første klasser er det ligesom i DKK, basis-indlæring, hvor der i de sværerer klasser i DcH’s program er et program hvor hundene skal ud i terrænet og løse opgaver såsom ”rundering” (at finde en person gemt i området), spor m.m.


Der er også private klubber og instruktører som tilbyder træning af din Schapendoes.

SHU arrangerer hvert år i forbindelse med klubweekenden (KW), officielle DKK lydighedsprøver i alle 4 klassser. Desuden arrangeres der sommetider lydighedstrænings-dage og lydighedsprøve-træning.

Kåring af årets lydigheds-schapendoes (DKKs lydighedsprøver)
Alle Lp-prøver skal være bestået med mindst 1. præmie for at kunne opnå pokalen for årets LP-schapendoes. Den hund der har opnået det højeste point i henholdsvis klasse 1, 2, 3, og elite vil være vinderen af årspokalen i de pågældende klasser.
Sportshundeudvalget forestår den endelige udregning af resultater for alle hundene på baggrund af de oplysninger, der er indsendt af ejerne til sportshundeudvalget og redaktøren, samt offentliggjort i klubbladet. Vinderne vil få overrakt en pokal på den kommende generalforsamling.

Kåring af årets Lydigheds.schapendoes (DCHs lydighedsprogram)

For at komme i betragtning til dansk Schapendoes Klub`s DCH-lydighedspokal, skal man deltage i kredskonkurrencer og opnå følgende point:
C-klassen 90-104,9 =1 point
105-119,9 = 2 point
120-134,9 = 3 point
135-150 = 4 point

B-klassen
130-149,9 = 1 point
150-164,9 = 2 point
165-179,9 = 3 point
180-200 = 4 point

A-klassen
210-229,9 = 1 point
230-249,9 = 2 point
250-279,9 = 3 point
280-300 = 4 point

E-klassen
300-329,9 = 1 point
330-349,9 = 2 point
350-369,9 = 3 point
370-400 = 4 point

Her ud over skal man opnå oprykning til næste klasse. (gælder ikke E- klassen)
For at opnå oprykning skal der opnåes følgende point i mindst 2 konkurrencer i løbet af året - en oprykning kan opnåes i en lokalkonkurrence (point tæller ikke ifølge ovenstående):
C - klassen 110
B - klassen 160
A - klassen 260

KUN offentliggjorte resultater her på klubbens hjemmeside tæller med i konkurrencen om at blive årets lydigheds-Schapendoes. Efter årets sidste officielle konkurrence sammentæller SHU resultaterne og de offentliggøres i årets sidste nummer af klubbladet.
Hundeføreren holder selv regnskab med sine placeringer og sender dem løbende til CLOAKING
Vinderne vil få overrakt en pokal på den kommende generalforsamling.

Her er nogle historier som beskriver hvordan det er at arbejde med Schapendoes:

At arbejde med Schapendoes

Det er nu over 14 år siden vi fik vores første Schapendoes.

Den var bestemt ikke købt som ”brugshund”, men skulle bare være en hyggelig familiehund. Men hvalpemotivation skulle vi da til, det sagde alle jo, man skulle starte på når man fik en hvalp.

Vi startede i DCH, som på det tidspunkt så småt var gået over til de nye træningsmetoder hvor positiv indlæring er nøgleordet. Vi kom på et rigtig hyggeligt hold og kunne snart se at vores lille Schapendoes bestemt var én af de mere smarte på holdet. Desværre rykkede vi efter et års tid op på et øvet hold, hvor træneren var af den ”gamle skole”. Nu var det ryk i linen, hårde kommandoer og til tider fysisk afstraffelse. Lidt efter lidt faldt vores hold fra hinanden, og vi stoppede alle med at træne i DCH.

Men trods den uheldige afslutning i DCH, havde vi fået smag for hundetræning og vores hund elskede jo at arbejde. Vi startede op med træning i Dansk Kennel Klub i stedet. Igen kunne vi se at vores Schapendoes hørte til den mere kvikke del af holdet, og vi begyndte så småt at planlægge at gå til en officiel prøve med hende. Og så tog tingene fart... Efter et par prøver manglede vi kun et enkelt point i at bestå, så nu skulle der trænes ekstra intensivt for at prøve at bestå igen.

På vores træningshold fandt vi hurtig sammen med en flok andre hundeentusiaster, som vi startede privat træning sammen med. På det tidspunkt var vi en blandet flok af Berner Sennen, Shetland Sheepdog, Samojeder og Schapendoes.

Årene gik og vi fik flere Schapendoes. Alle skulle selvfølgelig træne lydighed, og vi besluttede, at de alle mindst skulle være Dansk Lydigheds Champions (bestå DKK’s klasse LP3, 3 gange med 1. præmie ved mindst 2 forskellige dommere). For hver ny hund vi fik, blev det nemmere og nemmere at træne dem. Alle de små dumme fejl man havde lavet med den første hund var man nu opmærksom på fra begyndelsen. Og stor var glæden, da vi for første gang fik en Dansk Elite Champion (bestå Elite klassen 3 gange med en 1. præmie ved mindst 2 forskellige dommere). Men hold op hvor er forskellen stor fra at have trænet og deltaget i konkurrencer på de 3 første niveauer (LP1, 2 og 3) hvor man må rose sin hund, give godbidder, og små fejl kan accepteres og så komme op i Elite klassen hvor selv den mindste lille skæve plads eller et lille piv af bare ivrighed giver nedslag i pointene lige med det samme. På toppen er der kun plads til de bedste.

Der har været rigtig mange gode oplevelser og resultater til diverse stævner, men hvor har man også mange gange ærgret sig, hvis man har trænet og trænet op til en LP-prøve, og det så viser sig, at være styrtende regnvejr når dagen oprinder. Eller efter at have gennemført en prøve hvor hunden både har gået store buer i det våde græs for at blive mindst mulig våd, nægtet at lægge sig ned før den har fået mindst fire dæk-kommandoer, overhovedet ikke vil tage apport/næsesøg på grund af alt det våde snask, ja så må jeg indrømme at jeg mange gange har kigget på de arbejdende Border Collier. Hvorfor er de altid lige hurtige, om det regner, sner eller solen bager ned? Hvorfor laver de ikke nogen gange nogle fjollede ting, som tilskuerne skriger af grin over, men som du som hundefører ikke synes er særlig sjovt? Hvorfor forlader de ikke nogen gange ringen, for at hoppe op på en træstub som står ved siden af banen eller for at tjekke om ringpersonalet har efterladt mere end madpapir i skraldespanden? Ja, svaret er nok, at arbejdsgenet sikkert findes i vores Schapendoes, men slet ikke er så stærkt som hos f.eks. Border Collies. Om vi arbejder nok så hårdt med vores Schapendoes, er det nok sjældent vi får en så præcis og stabil hund som mange Bordere er til LP... men hvad så... kan man leve med ikke at være den absolut bedste i Danmark, er Schapendoes’en en herlig hund at arbejde med. Og man kan bestemt nå meget langt alligevel.

Da vores Schapendoes var blevet DKLPCH, vidste jeg, at jeg ikke kunne komme videre med hende i LP. Hun var alt for upræcis og fjollet til at komme i eliten. Noget nyt skulle ske... hun var kun seks år, og skulle da bestemt ikke holde op med at arbejde endnu. Vi besluttede os for at prøve at løbe agility med hende. Vi startede igen i DCH (som nu var en dejlig klub at komme i med hensyn til bl.a. træningsmetoder) og huhej hvor det gik. Det var lige hende, hun var ikke til at styre når hun skulle løbe. Det endte selvfølgelig med, at vi også begyndte på konkurrencer med hende. Og det gik forrygende. Hun opnåede mange gode resultater og var med til DM 2 gange. Desværre har Schapendoes’en mange gange en uheldig størrelse til agility. Grænsen for mellem-hunde og store hunde er 42,9 cm. og hun måtte derfor med 46 cm, løbe i klassen for store hunde. Selvom hun var hurtig kunne hun aldrig helt nå til tops. Men sjovt var det og inden længe skulle resten af vores hunde selvfølgelig også prøve agility.

Det har været utrolig spændende at arbejde med fem forskellige Schapendoes – som på trods af deres race – har været meget forskellige at træne.

Og når man så tænker tilbage på alle de sjove træningstimer og konkurrencer man har haft med sine Schapendoes, og de mange – trods alt – flotte resultater man har opnået, med alle fem vidt forskellige typer Schapendoes – ja, så er glæden ved at have en ”anderledes” hund endnu større. Og det allerstørste skulderklap får man ude til konkurrencerne, hvor folk ofte kommer hen og siger: ”Hvor er det herligt at se, sådan en glad og arbejdsivrig hund”. Så tilgiver man med det samme hunden, at den har lavet nogle særdeles fjollede ting som den absolut ikke er trænet i.

En gang fik vi par små historier om forskellen på Schapendoes og de mere udprægede brugshunde:?En fører står med sin Schæfer oppe på toppen af et bjerg og kommanderer ”Spring!” og det gør Schæferen så, og den forsvinder ned i afgrunden... En anden fører står samme sted med sin Schapendoes og kommanderer ”Spring!”. Schapendoes kigger ud over afgrunden, kigger med et stort grin op på sin fører, og kigger igen ud over afgrunden mens den bliver siddende, og den tydeligvis tænker: ”Tror du jeg er dum?!?!”

Og en virkelig historie: En hyrde i Holland havde både Border Collies, Kelpie’er og et par Schapendoes. En dag da de er på arbejde med fåreflokken i et rigtig møgvejr med regn og blæst, forsvinder først den ene Schapendoes og kort efter den anden. Hyrden bliver først gal og dernæst bekymret, så alt imens han beordrer Borderne og Kelpierne til at ligge og holde intenst øje med fåreflokken må hyrden ud og lede efter sine to doezer. Han finder dem i en mudderpøl mens de har det noget så herligt.?Det er den store forskel, vi bare må acceptere, mellem en Schapendoes og de ”andre”: – Arbejde er godt, så længe det er sjovt, at de får godbidder og ros for det, eller at de i det hele taget synes det har en mening, men prøver du at presse dem til noget de enten ikke forstår eller ikke har lyst til, så risikerer man at miste kontakten og respekten. En Schapendoes er utrolig lærenem, har hurtige reflekser og stor lyst til at arbejde hvis du er en god, tålmodig og positiv fører. Så har du en glad, arbejdsivrig hund som andre hundeførere ikke andet end kan respektere og smile af og som du kan komme meget langt med.



Først på sommeren var jeg så heldig, at få at vide, at der ville blive afholdt et lydighedskursus med en meget kompetent underviser. Et lydighedskursus, som kun var tiltænkt Schapendoes´ere og deres ejere. Kursusdagen blev iværksat på opfordring af flere Schapendoesejere, som ønskede at lære mere lydighed sammen med andre Schapendoes´ere og deres ejere.

Whau tænkte jeg, lige noget for min Schapendoes og mig. Bare det at være sammen med andre schapendoesejere er jo altid dejligt. At få lov til at snakke om de fantastiske egenskaber denne lille søde, godmodige, legesyge, hurtige, kvikke og smidige hund har. En hund, som på sin helt egen måde også er meget elegant i sine bevægelser og meget arbejdsivrig. Jeg kunne blive ved med at sætte rosende tillægsord på racen. Men på et lydighedskursus specielt for Schapendoes´ere ville min begejstring blive hørt og forstået.

En Schapendoes er jo ganske særlig hund. Altid ivrig efter at lære nyt og samarbejde, men bestemt også lidt egenrådig og stædig. Høj stemmeføring du’er bare ikke – de skal opmuntres, roses og godbidderne er uundværlige. Jeg synes at mærke, at jo sjovere jeg har det, desto sjovere har min Schapendoes det også. Så det ville blive godt at lære nyt og få ny inspiration – og ikke mindst være sammen med andre Schapendoes-ejere og deres hunde.

Jeg så også frem til at lære nyt og få ny inspiration til træning i en travl hverdag. Jeg har nok som mange hundeejere et travlt liv med mand, 3 børn, hus og arbejde. Intet skal forsømmes. Selv om vi går flere lange ture med min Schapendoes dagligt og agility 1 gang ugentlig + leger og tumler med hende nogle gange hver dag, så har jeg alligevel lidt samvittighed. Jeg kan mærke, hun elsker at træne og arbejde med os. Halen står lige i luften og hun kigger forventningsfuld op på os – hvad skal der nu ske, hvad skal jeg nu gøre, jeg vil gerne, bare sig/vis, hvad jeg skal gøre. Jeg har flere bøger med øvelser og lege, men får ikke trænet så meget i hverdagen. Kan ikke i farten lige finde ud af, hvad jeg skal gøre ud over at træne: på plads, sit, dæk, rul rundt, lig død, søg, bliv og lignende, som vi lærte til hvalpe- og unghundetræning. Så det, at få ny viden og inspiration, var også medvirkende til, at jeg meldte mig til kurset.

Jeg kunne også forestille mig, at det at lære og træne lydighed kunne gavne ift. vores agilitytræning.

Det var godt, at jeg gav mig tid til en hel dag kun med fokus på lydighedstræning. Jeg synes, at lydighedstræning ligesom agility styrker det fællesskab og den samhørighed man føler med sin hund – og det som giver glæde og tilfredsheds ved at være hundeejer.

Derfor kan jeg kun anbefale andre Schapendoes-ejere at gribe chancen, når den byder sig for: Lydighedstræning er bestemt ikke kedelig.

Vi mødtes 10 Schapendoes- ejere fra hele landet og deres 8 hunde i en dejlig lade til morgenkaffe og brød. Først fik vi teori om lydighedstræning – og vi fik en snak om at træne Schapendoes’er. Rigtig godt at høre, at andre kender til de samme glæder og samme vanskelligheder. Teorien og den snak, der blev, var rigtig god og lærerig for mig. Underviseren har en stor og bred viden om og megen erfaring i træning med hunde og ikke mindst træning med Schapendoes’er. Hun formidlede teorien på en rigtig gode måde, så alle hundeejere følte sig trygge og ok. Hun kendte og fortalte om sine egne fejl og vanskeligheder i træningen. Og hun fortalte, om den viden og de gode erfaringer, hun har fået gennem træning med sine hunde, som på visse måder er forskellige af sind. Viden og erfaringer vi bestemt kunne bruge. Vi fik snakket og grinet og vi havde en gejst og lyst til at komme i gang med vores egne hunde.

Herefter trænede vi med vores hunde 1-1½ time. Vi øvede forskellige øvelser indenfor lydighed. Og hundene elskede det. Underviseren havde øje både for den enkelte hund og dens særpræg, men også for den enkelte ejer. Øvelserne var gode og vi fik anvisninger på, hvordan øvelserne kunne lægges ind i hverdagen derhjemme, så hundene i stedet skal arbejde lidt for en godbid. Jeg fik lært at træning ikke behøver at tage en masse tid, men kan indpasses i hverdagen. Eksempelvis er Coco vant til at få en godbid, når jeg smører madpakker til ungerne og når vi pakker aftensmaden sammen. Nu skal hun sidde korrekt ved højre side eller venstre side for at få godbidden – eller gøre noget andet. Når vi leger om aftenen, så træner vi bl.a. med små stykker gulvtæpper, som hun skal slå med poten på for at få en godbid. Når vi går tur, så træner jeg forskellige øvelser 5-10 min. under hver gå-tur. Jeg fik lært, at det er vigtig at have tålmodighed. Små skridt i træningen, masser af ros og masser af godbidder hele tiden er vigtig for at træningen lykkes.

Eftermiddagen vekslede mellem teori og praktiske øvelser og træning med vores hunde. Der var hele dagen en god stemning og god dialog mellem underviser og os hundejere og hundeejerne imellem. Gode og mindre gode erfaringer blev delt.

Det var dagen igennem dejligt at se og mærke gnisten hos hundene. Når man træner med hundene bliver de anderledes glade og ivrige. Og det er jo fantastisk at mærke, når samarbejdet lykkes.

Jeg har lært meget på en enkel dag, men det er trods alt hjemme i hverdagen den egentlige træning skal foregå.

Vigtigst af alt har jeg lært:

• at lydighed bestemt ikke er kedelig og slet ikke, når man træner med andre Schapendoes’er og deres ejere
• at jeg skal have et mål med træningen – og ikke sætte mig for store mål. Små skridt af gangen ellers får min Schapendoes og jeg ikke den fornødne succes og dermed lysten til at fortsætte
• at jeg ikke behøves at træne flere timer hver dag. Det er vigtigere at tænke små øvelser ind i løbet af hverdagen og afsætte 5-10 min. under gå-turerne til træning end ikke at foretage sig noget.