Nose Work

Nose work –  ALLE kan være med – det kræver blot en snude

I Nose Work skal hunden i et defineret søgeområde udføre et søg efter en eller flere specifikke (indlærte) dufte f.eks. lavendel.
I Nose Work er der ikke bestemte krav til lydighed eller kondition. En hund kan i princippet træne Nose Work uanset alder og skavanker. Selv de udfarende, usikre og forsigtige hunde kan træne (og konkurrere i) Nose Work, da hundene arbejder enkeltvis.
Nose Work er sjovt og udfordrende, fordrer selvstændighed og problemløsning hos hunden samt styrker hund- og førersamarbejdet.
Nose Work blev oprindeligt udviklet af bl.a. specialsøgstræneren Ron Gaunt som en aktivering for internathunde, så de kunne få afløb for deres energi ved at bruge deres naturlige instinkter. Siden er Nose Work blevet et specifikt program indenfor næsearbejde med faste regler.
Nose Work fungerer både som perfekt aktivering af familiehunden og som seriøs konkurrencedisciplin.

En Nose Work-prøve består altid af fire momenter uanset klasse (NW1, NW2, NW3, NWSenior samt NW Elite). De fire momenter er:
• Udendørssøg
• Indendørssøg
• Beholdersøg
• Køretøjssøg

De dufte, der anvendes til NW-prøver i Danmark er:
• Lavendel
• Eucalyptus
• Anis

I begynderklassen NW1 er der én kilde (altid lavendel) pr. moment, som hunden skal finde, og fører skal udpege for dommeren. Jo, højere klasse, jo flere dufte, jo større område, jo højere sværhedsgrad.

Fra 2019 kårer DSK ved årets afslutning Årets Nose Work-hund (DKK) på baggrund af indsendte resultater se her Resultater Nose Work.